Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2000
Kultur med klaphat
CulturCommentar
Modellerne for den fremtidige kulturudveksling skal ske i et brydningspunkt mellem et populistisk og produktorienteret Made in Denmark-synspunkt og vanskeligt tilgængeligt vi udvikles i egne drivhuse-syn
Ved åbningen af det aktuelle danske kulturfremstød i Hamburg, udtalte en af de officielle danske repræsentanter i P1's Kulturnyt sin begejstring over at den danske kultur havde fået en hel sides omtale i et dagblad.
Kan du huske, da der for et par uger siden var stor omtale af et udenlandsk kulturinitiativ i din avis' I Byen-tillæg? Denne form for avisomtale glæder de som klipper ud til scrapbøger - men bliver det husket? Forplanter det sig ind i vore bevidstheder? Næppe.
Hvordan ville du reagere, hvis der var en gigantisk norsk kulturel satsning i din by? Måske ville du lokkes til enkelte arrangementer, men det ville vel ikke i sig selv ændre ved din opfattelse af Norge og norsk kultur. Der er en national-romantisk lugt over forsøgene på at sælge et helt lands kultur. Der går en lige linje fra tidligere tiders kristne missionærer til nutidens kultureksport. Vi har opgivet at erobre verden militært, men vi håber at vores ånd vil sejre - og ellers må vi nøjes med nutidens gladiatorer i form af brødrene Laudrup, dogmebrødre, Peter Høeg eller yderligere en birolle i en James Bond-film.
Geografiske femårsplaner
Listen over, hvilke lande, byer og regioner fremstødene har været i, kan virke meget tilfældig. Det får mange til at ønske, at man planlægger fremstødene for længere åremål og ud fra mere strategiske overvejelser. Dette er et naturligt og rationelt ræsonement.
Men det løser ikke problemerne. Hvem kunne for fem år siden gætte, at dansk film ville blive interessant? Fra hvilke lande vil vi gerne se film, høre musik eller se teater om fem år? Disse geografiske spørgsmål er umulige at svare fornuftigt på. Derfor vil enhver planlægning resultere i politisk tænkte eksportinitiativer: Baltikum og Østeuropa er i fokus i disse år, Sydafrika også. Men det er ikke nødvendigvis kunstnerisk interessant og udviklende. Hvis Odin teatrets mange kontakter i Sydamerika giver anledning til en række tværgående samarbejde mellem danske kunstnere og peruvianske, chilenske og bolivianske - så ville det være aldeles politisk ukorrekt. Men måske voldsomt inspirerende. Den geografiske planlægning giver stærke begrænsninger i muligheden for at prioritere ud fra kunstens ve og vel.
Internationale forpligtelser
Den engelske sociolog Anthony Giddens skriver i bogen The Third Way - The Renewal of Social Democracy, at I en verden med stigende globalisering er en opdeling mellem nationalt og internationalt næppe meningsfuld (redaktionens oversættelse). Synspunktet kunne overføres til kunstinstitutionerne: at lade det internationale virke være en integreret del af mål og arbejdsplaner. Det kunne praktisk skrives ind i kulturministeriets resultatkontrakter.
International rekruttering
En væsentlig del af kunstnere og kunstformidlere i dansk har udenlandsk baggrund. Det kunne være interessant at få belyst, hvilke problemer der er med denne rekruttering: både formelle og ikke-formelle vanskeligheder. Man må formode at problemerne svarer til forholdene i dansk forskning. Men det kan undre, at disse erfaringer ikke er samlet op. Alene erfaringsudveksling vil give bedre resultater af den internationale rekruttering - foruden at nogle af erfaringerne vil være med til at præge dagsordenen for debatten om udenlandsk arbejdskraft.
Over åen
Et af kulturinstituttets argumenter for det tværfaglige internationale arbejde er, at dette vil kunne føre til nedbrydning af faglige grænser herhjemme. Dette argument lever op til klicheen om at gå over åen efter vand. Skal danske kulturinstitutioner virkelig samarbejde i internationale projekter for at finde ud af at samarbejde herhjemme? Så er der for alvor noget galt med styringsinstrumenterne i den hjemlige kulturpolitik!
Men det må også siges at være et åbent spørgsmål om det partout er ønskeligt for kulturinstitutionerne. Jo, man kan nemt iagttage en øget tendens til tværgående samarbejder og projekter. Men det er typisk aktiviteter, der starter nedefra. Det danske Kulturinstituts ønske om at lave tværgående samarbejder oppefra illustrerer fuldt ud konflikten mellem kulturinstituttet og de kunstneriske felter og institutioner.
Kan vi tage klaphatten af?
Klaphatten er muligvis en del af prisen for det øgede pres på den nationale selvforståelse og for kulturpolitikens udbredelse og sejre.
Klaphatten er let at markedsføre, så selv Dansk Folkeparti vil have svært ved at tale imod. Dagbladenes kulturtillæg svømmer næsten over med historier om dansk kunst i udlandet. Der er dømt succes og god historie, når en dansk forfatter bliver oversat, når en maler udstiller udenfor kongeriget eller når en film høster klapsalver i Cannes. Den danske mediedækning er blevet en del af succesvurderingen for danske kulturinstitutioner - og mediernes fokusering på eksporten er med til at skævvride prioriteringerne af kulturpengene.
